ET GODT MILJØ ER MEGET VÆRD
 
En boligafdeling med mange beboere er et miniaturesamfund. Man bliver mere eller mindre afhængig af hinanden – man bliver fælles om mange ting – og derfor er det naturligt at opstille visse almindelige regler for at medvirke til at skabe et godt miljø blandt beboerne i bebyggelsen.
Foreningen beder beboerne huske, at disse regler er fastsat for at beskytte både beboerne og bebyggelsen. Det skaber tryghed og tilfredshed, hvis alle erkender nødvendigheden af at tage hensyn til hinanden. Reglerne skal samtidig være et led i bestræbelserne på at skabe god ro og orden for beboerne, holde bebyggelsen og friarealerne i pæn stand og dermed holde vedligeholdelsesomkostningerne lavest muligt.
I denne forbindelse vil det være af stor betydning, at forældrene husker at vejlede deres børn og at foregå dem med et godt eksempel.
Husk, det er beboerne selv, der gennem huslejen skal betale istandsættelsen også af det, der ødelægges.
 
Færdsel og parkering
Færdsel med motorkøretøjer må kun foretages på de dertil indrettede boligveje. Regler om parkering skal overholdes.
Lastvogne, busser og campingvogne må ikke henstilles i boligområdet og på parkeringspladser uden særlig tilladelse.
Cykling og knallertkørsel er ikke tilladt på gangarealer og gangstier.
 
Leg og boldspil
Beboerne skal drage omsorg for, at deres børns leg og boldspil ikke foregår i gangarealer og på færdselsarealer, hvor de kan være til fare for sig selv og til gene for andre beboere.
 
lndgangspartier, trappegange, loftsrum og kældre
I indgangspartier, trappegange og kælder­gange må intet henstilles. Foreningen kan uden at pådrage sig noget ansvar lade sådanne ting fjerne. Pulterrum/kælderrum skal, selv om de ikke benyttes, være aflåsede og evt. vinduer skal holdes lukkede.
 
Skiltning
Skiltning af enhver art må ikke finde sted uden forud indhentet tilladelse. Ændring af navne i navne-tavlerne formidles af forenin­gens kontor.
 
Barnevogne, cykler, knallerter og legeredskaber m.v.
Disse ting må ikke henstilles således, at de kan være til gene for andre, men skal henstilles på de pladser og i de rum, der er ind­rettet hertil.
 
Vaskerier og andre fællesfaciliteter
I vaskerier og andre fællesfaciliteter i de enkelte afdelinger findes vejledninger om benyttelse og rengøring. Beboerne er pligtige til at rette sig efter de regler, der er fastsat for rummenes benyttelse.
 
Private haver til lejligheden
I afdelinger, hvor den enkelte lejlighed har sin egen private have, skal havearealet altid fremtræde pænt og ryddeligt.
Særlige regler om pasning af haveanlæg i disse afdelinger kan optages som tillæg til husordenen i den pågældende afdeling.
 
Renovation
Vejle Kommunes affaldsregulativer er gæl­dende. Foreningen har aftalt særregler med kommunen, som beboerne er informeret om. Beboerne er pligtige til at overholde de af foreningen fastsatte
regler om husholdningsaffald og storskrald for den enkelte afdeling.
 
Antenner/Paraboler
Der må ikke opsættes/opstilles antenner /paraboler i AAB.
 
Husdyr
Husdyr må ikke holdes. Beboerne i den enkelte afdeling kan dog beslutte, at der må holdes husdyr i afdelingen. En sådan tilladelse optages som tillæg til husordenen i den pågældende afdeling.
 
Altaner
Åbne altaner skal holdes rene, så tilstopning af afløb undgås. Det er tilladt at anbringe altankasser og at opsætte markiser og solsejl, når anvisninger vedrørende farver, anbringelse og beslag følges. Tøjtørring og luftning må kun foretages, såfremt det anbringes således, at det ikke er synligt fra anlæg eller gade.
Benyttelse af grill med åben ild er ikke tilladt på altaner.
 
Trappevask
Rengøring af trapper og trappegange påhviler beboerne, medmindre afdelingen har overtaget rengøringsarbejdet. I alle afdelinger findes en fast turnusordning for trappevask for de enkelte lejligheder.
Lejligheder til venstre skal rengøre trapperne i ulige måneder: januar, marts, maj, juli, september og november.
Lejligheder til højre skal rengøre trapperne i lige måneder: februar, april, juni, august, oktober og december.
I etager, hvor der er flere end to lejligheder pr. repos, er der opsat skilte i opgangen, der angiver i hvilke måneder, de pågældende lejligheder har trappevask.
Rengøring omfatter trapper og reposer og vægge og trappevinduer. Beboere i stueetagen skal rengøre hoveddøren og eventuelt trappeløb til kælder og kælderdør.
Rengøring skal foretages så ofte, at trapper og trappeopgange altid fremtræder i pæn stand.
 
Udluftning
Undgå fugtskader ved at foretage en effektiv udluftning gennem vinduer og døre. Aftræksåbninger eller udsugningsventiler må aldrig tilstoppes eller lukkes.
 
Hensynet til naboerne
Beboerne skal i deres daglige færden i og uden for lejligheden vise størst muligt hensyn og undgå særligt støjende adfærd.
Brug af boremaskiner og andre støjende værktøjer må kun benyttes på hverdag mellem kl. 8 og 19.
Musik
Benyttelse af fjernsyn, radio, grammofon, CD-afspiller, båndoptager og musikinstrumenter skal ske med fornøden hensyntagen til naboerne. I de sene aftentimer og nattetimer skal beboerne vise særligt hensyn ved at dæmpe ned, således at naboernes nattero ikke forstyrres.
 
Vedligeholdelses af lejligheden
Beboernes vedligeholdelse af lejligheden fremgår af det til enhver tid gældende vedligeholdelsesreglement og vedligeholdelsesvejledning for den enkelte afdeling.
 
Ændring af lejligheden
Ændringer må kun foretages efter de til enhver tid gældende regler for beboernes adgang til at foretage ændringer.
 
Ansvar
Beboerne er ansvarlige for skader, der forvoldes af dem selv, deres husstand samt besøgende på afdelingens ejendom eller haveanlæg.
 
Forsikringer
Samtlige afdelinger har en bygningsforsikring, der dækker husejeransvar, brand og bygningsbeskadigelse med undtagelse af sanitets- og glasforsikring.
Bygningsforsikringen dækker ikke skade på beboernes indbo og ejendele ved tyberi, brand- og vandskade og nedstyrtende genstande fra bygninger.
Beboerne skal selv sørge for at tegne de nødvendige forsikringer.
 
Denne husorden suppleres med specielt tillæg for den enkelte boligafdeling i AAB.
Vedtaget af boligorganisationens repræsentantskab.
Vejle, den 15. marts 1999.