Lidt om lokalområdet Nørremarken

 
Nørremarken i Vejle er på mange måder et utroligt spændende, alsidigt og dynamisk område.

På relativt få kvadratkilometer findes alle mulige boligtyper - almene boliger, ældreboliger, lejeboliger, andelsboliger, rækkehuse, parcelhuse, landbrug, husmandssteder, godser m.v. - foruden et utal af forskellige erhvervs- og servicevirksomheder.

I området er der både kommuneskole og en privat friskole, der er alle slags daginstitutioner, beskyttede boliger og arbejdspladser samt plejehjem.

Forretningslivet er lige så bredt favnende og der findes i sognet også en pragtfuld kirke - Nørremarkskirken.

Foreningslivet er blomstrende og spænder fra spejdere til (næsten-)superligafodbold, fra husflidsforeninger til... ja, der er næsten ingen grænser for mulighederne.

Tæt på ligger den pragtfulde Nørreskov og Vejle Fjord, der gang på gang kommer på Danmarkskortet med sit blå flag.